Godt i gang ved Karup Å

Kom godt i gang – 5 gode råd
Er du ny hvad angår åfiskeri, finder du her nogle gode råd og tips til at få nogle gode oplevelser og en god start til lystfiskeri langs Karup Å.

Når du begiver dig ud i fiskeri ved Karup Å kan det være en god idé at være opmærksom på de forhold og ”uskrevne regler” som findes langs åen. Derfor kommer her en række råd til hvorledes man bedst færdes langs åen.

1. Tag hensyn til andre ved åen
Accepter at andre kom til åen på det udvalgte stræk før dig, og start bag ved dem der allerede er i gang med at fiske. Der kan være mange ved åen i perioder, og det kræver at man tager hensyn til hinanden for at afvikle fiskeriet gnidningsfrit. Husk at der også skal tages samme hensyn til dem på den anden side af åen! Tænk desuden over at give plads til andre, således de såkaldte ”gode fiskepladser” kan benyttes af alle. Når der er flere fiskere på samme stræk, bør fiskeriet foregå i nedstrøms retning. Er du alene ved åen kan du jo selv vurdere om du vil gå op- eller nedstrøms. 

2. Gå roligt i ådalen
Når du kommer ned til åen fra parkeringspladsen, skal man ofte gå et stykke langs åen før man når til udgangspunktet for fiskeriet på det pågældende stræk. Gå roligt langs åen og gerne lidt væk fra åbrinken. Havørrederne i åen er store og sky, og tramper man hårdt i åbrinken risikere man at skræmme havørrederne. At gå roligt i ådalen gælder også når man selv er færdig med at fiske. Så bevæger man sig roligt væk fra vandet, således det ikke påvirker andres fiskeri langs åen. 

3. Kend dit fiskevand
Drømmer du om at prøve det spændende natfiskeri i åen? Så anbefales det at starte med at tage en dagstur til de stræk af åen, hvor du overvejer at fiske i døgnets mørke timer. Det kan være rigtigt godt givet ud, fordi man for et kendskab til hvor fiskeretten starter og slutter, hvor der er et elhegn eller en grøft, hvor der er et træ der umuliggør et fluekast samt hvor bredden er sumpet og hvor den er fast. Ved man disse ting om det pågældende stræk af åen, kan man spare sig for nogle trælse overraskelser i mørket.

4. Spar på lyset under natfiskeri
Natfiskeri efter havørreder er en effektiv metode, men kræver lidt ”lys disciplin”. Fiskene kommer frem for at forsvare deres standpladser i ly af mørket, men de er stadig meget sky. Lyser du ud over vandet langs åen med en pandelampe bliver fiskene let skræmt, og du spolerer således ikke bare dine egne chancer for fangst, men også andres. Gå gerne lidt ind i engen et stykke væk fra åen, for at skifte flue eller ordne forfang. Brug pandelampen når du skal lande en fisk. Det er det pandelampen reelt skal anvendes til.

5. Bidrag til den gode stemning og vis respekt 
Hvad enten du selv er tilhænger af at anvende flue, spinner, wobler, blink eller orm i dit åfiskeri, så hav respekt for at andre fisker på en anden måde end dig selv langs åen. Måske er du endda heldig på din fisketur at møde en lodsejer der fisker med sit toggergarn, som er en traditionel fiskemetode der i dag kun må udføres langs Karup å som det eneste sted i landet. En stor del af glæden ved en god tur til åen, er for de fleste ikke kun defineret af fangst. Det drejer sig i høj grad også om at møde ligesindede og få et god oplevelse.

Knæk og bræk langs åen.

 

Del denne side