VisitHerning

Restauranter og cafeer

I Herning og Ikast-Brande finder du et stort udvalg af lækre spisesteder for hver en smag. Uanset om I skal ud at spise brunch, frokost eller aftensmad, om I er til italiensk, traditionelt dansk, vietnamesisk, buffet eller noget helt andet er mulighederne mange. 

Foto: Ole Japp

Fra streetfood til moderne gastronomi

Herning er en eventby, og det kan også mærkes på byens restaurantliv. De mange koncerter, messer, sportsbegivenheder og erhvervsgæster trækker året rundt besøgende til byen – og det er med til at skabe et bredt og varieret udvalg af steder at spise.

Her finder du alt fra hyggelige caféer og klassiske danske retter til steakhouse, italiensk, asiatisk og moderne gastronomi. I Ikast-Brande finder du også udvalgte spisesteder, som især er relevante for områdets erhvervsgæster og besøgende.

Passion for gode råvarer

Besøg de lokale restauranter og spis et lækkert måltid.

Det er en god idé at booke bord i forvejen, da der kan være fuldt booket især på eventdage. 

Foto: Skarrildhus Sinatur Hotel & Konference

Håndværk i et moderne køkken

På Skarrildhus Sinatur Hotel, sydvest for Herning, tager de det med natur alvorligt. Fra rengøringsassistent til direktør er der enighed om, at naturen binder os sammen, og at hensynet – og glæden – ved naturen står centralt i husets værdisæt.

Anne Cathrine er køkkenchefen, som er ansvarlig for at levendegøre værdisæt og strategier. Sammen med medarbejderne i køkkenet og restauranten genopfinder hun de lokale råvarer for at få mest muligt ud af dem. For selvfølgelig er de dyrere. Den økologiske kylling, som er opvokset lige i nærheden, koster mere, end den der er fløjet ind fra verdens hjørner. Derfor skal Anne Cathrine have mest muligt ud af den.

- Vi laver mad med begge ben på jorden, men gerne moderne og alt er hjemmelavet. Vi sylter, hengemmer og fermenterer, så vi får mest muligt ud af råvaren, siger Anne Cathrine Christensen, Køkkenchef, Sinatur Hotel Skarrildhus

Det er håndværket, det handler om. Håndværket hos landmanden, der dyrker råvaren, håndværket hos kokken, som får mest muligt ud af råvaren, og håndværket hos tjeneren, som sørger for, at vi alle lærer mere om det, vi spiser. For Skarrildhus er det vigtigt at have en markant profil og den tiltrækker ofte gæster, der også vægter disse værdier. Men det her med naturen og hensynet til den er ikke bare en branding-øvelse. På ingen måde. Kun hvis man i hjertet har passionen for at arbejde med naturen og omsætte værdierne til handling, bliver et værdisæt noget man lever.

Læs mere