©  Foto:

Styrke og Snilde

Kunstner: Keld Moseholm

Denne store skulptur er karakteristisk for det formsprog, som Keld Moseholm har arbejdet med siden 80´erne. De små, runde mennesker befolker mange af hans værker. De er ofte i gang med én eller anden form for handling, og ofte er denne handling besværlig, absurd eller ligefrem surrealistisk.

 
 

Skulpturen fungerer som en port med to søjler af granit og en vandret overligger, som bliver båret af en mand. Den anden lille mand har en vippestang under overliggeren. Han holder den oppe ved at bruge kroppen som modvægt.

Kunstneren har selv fortalt, at de symboliserer henholdsvis styrke og snilde. Man kan jo diskutere, hvem der besidder hvad? Er det ham, der bærer, eller er det ham med vippestangen, der er den kloge? For hvad skal der ske efterfølgende? Hvordan får de lagt overliggeren ned, og passer den overhovedet? Hvad er i det hele taget deres forehavende?