Gå til indhold
©  Foto:

Søby Brunkulslejer

Søby Brunkulslejer er beliggende ved Søby i Kølkær Sogn, ca. 15 km. syd for Herning. Søby Brunkulslejer dækker et fredet areal på godt 1.000 hektar, og det anslås, at der er produceret i omegnen af 50 mio m3 brunkul for perioden 1940 - 1970, hvor brunkulseventyret sluttede og produktionen blev indstillet. 

Området ved Søby Brunkulslejer er i dag et kuperet naturområde med mange småsøer, men der er fare for skred og det kan være livsfarligt at færdes i store dele af området. 

Nord for Søby ligger Søby sø, der ikke er en brunkulsgrav, men en naturlig hedesø. 

Under 1. verdenskrig blev der allerede gravet brunkul flere steder i Jylland, men i mellemkrigstiden gik det næsten i stå. Med udbruddet af 2. verdenskrig begyndte man at interessere sig for den danske energireserve, der lå mange steder under hederne 12-15 meter under jordoverfladen. 

I Søby Brunkulslejer begyndte man så småt at få gang i produktionen i 1939. I starten var det med håndkraft, skovle, trillebør, spader og hestevogne. Håndredskaberne blev suppleret af gravemaskiner og transportbånd. 

Rundt om lejerne opstod hurtigt en by, hvor husene var små skure og barakker, jernbanevogne og udtjente rutebiler. Området blev kaldt Det Jyske Klondike. 

Elmers Hus, der også ligger på Brunkulsvej, står i dag nødtørftigt renoveret. I huset er der mulighed for at orientere sig over hele området via kort og skilte samt at blive klogere på netop Elmers Hus og brunkulsgravningen. Der er også mulighed for at nyde den medbragte mad ved borde/bænke i Elmers Hus, og der er et toilet. Toilettet er vinterlukket. 

Besøg Søby Brunkulsmuseum og gå selv rundt i de gamle huse og oplev hvordan livet for en brunkulsarbejder var. 

Pas på
Søby Brunkulslejer er et smukt og spændende område, men der er stadig risiko for skred. Faren er størst i nærheden af vand og der, hvor sandet har været gravet op og lagt tilbage. Nogle steder, hvor det løse sand bliver mættet med vand, mister det sin bærekraft og bliver til kviksand.
Alle steder, hvor Naturstyrelsen har etableret faciliteter, ligger på områder, hvor der ikke har været brunkulslejer under og er derfor sikre.


Respektér skiltene – al færdsel i området er på eget ansvar.

Share your wonders: