©  Foto:

Præstbjerg Naturcenter

Naturen omkring Præstbjerg Naturcenter er storslået. Her er bakkede hedeområder, egekrat, smukke udsigtspunkter, små skove og søer. Tæt ved naturcentret er der legeplads, overdækkede madpakkehuse, bålsteder med grill, borde-/bænkesæt samt toiletter, der frit kan benyttes.

Rundt om søen og ud i naturen
Turen rundt om Præstbjerg Sø er 1,3 km. og går op og ned igennem det smukke hedelandskab. Undervejs er der udsigtspunkter og bænke. Denne tur er handicapvenlig. Der er også tre andre afmærkede ruter fra 1,6 km. til 2 km. Hvis du gerne vil ud at ride, er der en ridesti på 5,6 km i Præstbjerg Plantage og en mindre hestefold ved shelterpladsen på Kleinstrupvej. Hvis du har hund med, skal den blive i snor under hele opholdet i Præstbjerg.

Centerbygningen et fint mødested
Inde i bygningen er der en lille udstilling, hvor du kan blive klogere på naturen og kulturen ved Præstbjerg. Her findes også et handicaptoilet og puslebord. Udstillingen er åbent fra april til september fra kl. 8.00-21.00 og fra oktober til marts fra 8.00 til 19.00. Der er gratis adgang.

Lej lokalet til møder og undervisning
Undervisningslokalet inde i centerbygningen kan benyttes af daginstitutioner, skoler og andre undervisningsinstitutioner, handicap- og turistgrupper samt foreninger. Lokalet kan ikke lejes til private formål. Der er plads og service til 30 personer. Der er køleskab og tekøkken. I lokalet er der også udstoppede dyr og naturvejlederudstyr, der kan benyttes. Lejer står selv for oprydning og rengøring af lokalet. Det koster 500,00 kr. for at leje lokalet en hel dag fra kl 8.00-22 eller 250,00 kr. for 4 timer.

Kontakt: Herning Kommune, Natur og Grønne Områder
Tlf. +45 9628 8141 / +45 9628 8147
Mobil: +45 2096 2274
Email: ngoeh@herning.dk eller parkognatur@herning.dk 

Tag på overnatningstur i telt eller i shelter
På lejr-og teltpladsen er de fire store shelters med plads til 10-12 personer. De tre af shelterne kan være booket på forhånd. Den tilstødende teltplads kan bruges til små telte. Man må opholde sig på pladsen i højst to døgn Alle på pladsen er fælles om faciliteterne. Pladsreglerne, der er ophængt på pladsen, skal overholdes af alle. Der er bålplads, brændeskur, borde og bænke samt handicaptoilet. Det er muligt at låne båludstyr, flytbar trappe og kran til handicapbrug i forbindelse med shelterbookning. Det er gratis at benytte pladsen.

Shelterne kan bookes på: www.herning.dk

Læs mere om Præstbjerg Naturcenter på Herning Kommunes hjemmeside her.

Læs og print Præstbjerg Naturcenter naturfolder her