©  Foto:

International Street Art 2025

Oplev Street Art i Brande – langt efter festivalen

Den 9. udgave af International Street Art Festival i Brande fandt sted den 28. og 29. juni 2025 – og endnu en gang blev byens gader forvandlet til et levende udendørs galleri af farver, former og forbløffende 3D-effekter. Internationale gadekunstnere lagde vejen forbi og skabte imponerende kunstværker direkte på torve og pladser – midt i Brandes pulserende byliv.

Selvom festivalweekenden nu er forbi, kan du stadig opleve de mange unikke værker. De farverige og kreative street art-malerier pryder fortsat midtbyen og vil være synlige langt hen på efteråret – indtil vejr og vind langsomt visker dem væk. Så skynd dig, hvis du vil se dem!

Festivalen bød også på afsløringen af et nyt, spektakulært gavlmaleri – det største af sin slags i Brande – skabt som en hyldest til byens 850-års jubilæum. Dette permanente værk kan naturligvis stadig ses og føjer sig smukt ind i rækken af Brandes mange ikoniske gavlmalerier, som byen er kendt for helt tilbage fra 1968.

Tag en tur til Brande, og gå på jagt efter både de nye street art-værker og de mange permanente gavlmalerier. Her møder du en by, hvor kunsten lever – hele året rundt.