Grøn oplevelse
©  Foto:

Gårdcaféen Månsson

Gårdcaféen Månsson er kun åben efter aftale. Du er altid velkommen til at rette henvendelse for at lave en aftale om et besøg på virksomheden Axel Månsson A/S - en af Nordeuropas mest bæredygtige økologiske producenter af æg og et bredt sortiment af grøntsager. Vi har mange besøgende hele året rundt. Det glæder os, at så mange er interesserede i, hvad vi foretager os.

Hvad kan man se og høre?
Et besøg består typisk af en præsentation og en rundvisning. I hører om historien, og hvordan virksomheden er blevet til hvad den er i dag, lidt om det marked vi opererer i, og om fremtidsstrategier.

Derefter kommer I en tur rundt på virksomheden, maskinhuset, pakkeriet, lagre, ægproduktionen, Gårdbutikken, samt ser demohaven, og kommer formentlig et smut i en grønsagsmark og får et kig til biogasanlægget.

Tidspunkt?
Sommerperioden er mest populær for besøg, idet der da er aktiviteter overalt, både i grønsagsmarkerne og hjemme i pakkeriet, og vores demohave vil fremstå flot. Og så er der jo også altid hønsene - men de er nu ude året rundt.

Tidspunktet på dagen for et besøg – er i dagtimerne, typisk med opstart kl. 10 eller kl. 13.

Gårdbutikken er åben alle årets dage kl. 7-20. Der er høflig selvbetjening. Der er toiletter ved Gårdbutikken, også med handicapadgang.

Pris?
Et besøg tager samlet typisk ca. 2 timer, og koster 2.000,- kr. ekskl. moms for grupper op til max. 40 personer.

Vi kan også tage imod større grupper. Her aftales en særpris.

Hertil kommer eventuelt forplejning og tid sat af til det.

Forplejning?
Det er en mulighed at få mad og drikke på stedet. I forbindelse med Gårdbutik og Gårdcafé har vi indrettet en lade, som nu fungerer som hyggelig møde- og kursusfacilitet.

Her møder vi oftest de besøgende ved ankomst, og her er der mulighed for at få noget lækker mad, eller kaffe og kage fra vores egen gårdcafé.

Ønske om forplejning, hvad enten det er kaffe og kage, en ostemad, eller frokostanretning, aftales på forhånd.

Vi har mulighed for at servere en økologisk anretning, primært baseret på egne produkter.
En tallerken m. små kolde anretninger koster fra 65,- kr.
En buffet med 2-3 måltidssalater og brød koster fra 125,- kr./pers. Dertil kommer drikkevarer.

Alt er økologisk og maden er fremstillet på stedet. Vi har Det økologiske spisemærke i Guld.

Vi glæder os til at se jer :-)