
Carl-Henning i Angligården
I Birk ved Herning finder du den ikoniske Anglibygning, en del af Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. I bygningens indre gårdrum oplever du det monumentale keramiske værk Fantasiens leg om livets hjul (1966–68), skabt af Carl-Henning Pedersen – en af Danmarks mest markante billedkunstnere og kendt for sin farverige, fantasifulde og fabulerende stil. Her er kunstneren også stedt til hvile under åben himmel.
FANTASIENS LEG OM LIVETS HJUL
Siden 2021 kan du opleve det stedsspecifikke lydværk OPHAV af komponist Ditte Rønn. Værket aktiveres via bevægelsessensorer og omgiver dig med lyd fra 14 højtalere placeret på bygningens tag – i samspil med det keramiske værk.
Arkitektonisk varierer Angligården i bredden, hvilket skyldes såvel æstetiske som produktionsmæssige faktorer. Angligården blev nemlig ved sin opførelse benyttet som skjortefabrik. Et andet særligt formål med den utraditionelle udformning var, at den indre gård skulle give plads for et stort kunstværk. Carl-Henning Pedersen fik i 1965 opgaven, som førte til kunstværket ’Fantasiens Leg om Livets Hjul’. Den keramiske frise er 220 meter lang og værket skifter karakter efter årstiderne.
Carl-Henning Pedersen spillede en central rolle i det danske kunstliv i det 20. århundrede og var medstifter af COBRA-bevægelsen. Han arbejdede tæt sammen med skjortefabrikant og kunstmæcen Aage Damgaard, og netop dette samarbejde lagde grunden til, at hans eget museum kunne åbne i Herning i 1976.
Både OPHAV og Fantasiens leg om livets hjul er frit tilgængelige og kan opleves året rundt.
ANGLIGÅRDEN
Angligården blev tegnet ud fra en idéskitse af landskabsarkitekt C. Th. Sørensen. Set oppefra tegner bygningen et lille ’a’ i landskabet.