”Jeg synes kun, der er én anden by i Danmark, der har et så bredt udbud af scener. Og det er hovedstaden – alene af den grund, at det er de eneste to byer med en multiarena”, siger Henrik Øster-Jørgensen. Han er kulturjournalist og hærdet koncertgænger, så han ved, hvad han taler om.
”Du kan se intime koncerter på Ungdomshuset Kontrast sammen med 49 andre, eller du kan opleve suset fra eksempelvis Nephew i Jyske Bank Boxen sammen med 14.999 andre. Herning dækker det hele", siger han.
Mange forbinder Herning med de store koncerter, men byen tæller en lang række scener, som lægger gulv til alle genrer og artister. Fra klassiske solistkoncerter med nerve og intensitet til festlig og ørehængende sing-along stemning fra upcoming og etablerede bands. Og så er der selvfølgelig de hæsblæsende megashows fra verdens største musikstjerner. Med imponerende lyseffekter, scenedansere og røgkanoner til den store guldmedalje.
God plads til nicher
”I løbet af en enkelt uge kan du opleve jazz, folk, pop, electronica og det meste af, hvad hjertet ellers kan begære i Herning, ” siger Henrik Øster-Jørgensen. ”Og det er jo ikke kun rytmisk musik. Udbuddet af kormusik og klassisk fra øverste hylde er også ganske imponerende. Herning Kirkes Drengekor, MidtVest Pigekor og Ensemble MidtVest sørger for, at der er noget for enhver smag”.
Blandt de mindste scener er Ungdomshuset Kontrast, som har koncerter for det snævre publikum. Den største scene er Jyske Bank Boxen, hvor 15.000 kan synge med på samme sang. Og ind imellem findes for eksempel Scene7, Fermaten og MCH Herning Kongrescenter, som har kapacitet fra omkring 150 publikummer til et par tusinde.