Udbud af opgave om subbrand for kunst

Foto: VisitHerning

UDLØBET
VisitHerning søger en samarbejdspartner til udvikling og konceptualisering af subbrand for kunst- og kulturturisme.

VisitHerning er destinationsselskab for Herning og Ikast-Brande kommuner. VisitHerning arbejder med information, markedsføring og udvikling af turismen i samarbejde med destinationens kommuner, virksomheder og andre aktører med interesse i turismen.

Ordregiver på opgaven er VisitHerning. Opgaven er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremme-bestyrelse, Herning Kommune, Ikast-Brande Kommune samt VisitHerning.

Ordregiveren:
VisitHerning, Østergade 21, 7400 Herning
CVRnr: 39374218
www.visitherning.dk

Spørgsmål vedrørende opgaven kan rettes til:
Stine Nybo
Projektchef
Tlf. 2623 4856
sn@visitherning.com

Baggrund:

Herning, Ikast og Brande er relativt nye byer, hvor meget arkitektur, kunst og kultur er skabt indenfor de sidste 60 år. Men der har været fart på. Takket være en række lokale erhvervsfolk og andre fremsynede lokale, så har de to kommuner i dag en overvældende mængde skulpturer, gavlmalerier, kunstmuseer mv. af høj kvalitet.

Hvad er et subbrand?

I VisitHerning arbejder vi med et hovedbrand for destinationen, som koncentrerer sig omkring store events og erhvervsturisme, samt de oplevelser området byder på før eller efter. Derudover arbejder vi i dag med to subbrands; Hærvejen og Riverfisher. Det er turismeoplevelser med egen kernefortælling, branding og look. Det er vores forventning, at vi på samme måde kan arbejde med et subbrand for kunst og kultur. Dermed vil vi kunne lave markedsføring og kommunikation mere målrettet netop de turister der interesserer sig for den type kunst/kulturoplevelse, vi kan levere.

Opgaven:

Det er VisitHernings vurdering, at der med de mange kunstoplevelser er basis for at konceptualisere et subbrand for området og på den måde skabe basis for skarpere markedsføring, produktudvikling og samarbejde. Der er således ikke tale om udvikling af kunsttilbud, men om udvikling af den lokale fortælling omkring vores kunst- og kulturoplevelser.

Vi ønsker derfor sammen med en ekstern konsulent, og en lokal følgegruppe med repræsentanter fra kunst- og kulturlivet, at gennemføre en kort og koncentreret proces i sensommeren/efteråret 2022, hvor vi i fællesskab brainstormer, workshopper og tænker os om ift. hvordan sådan et subbrand kunne skabes – og kommunikeres. Det er den eksterne konsulents opgave at være tovholder i denne proces og facilitere workshops osv. samt at samle op på det hele til slut med et forslag til et sub-brand for kunst- og kulturturisme. Endvidere skal forslaget lægge op til en fremadrettet proces for videreudvikling og kommunikation ift. sub-brand.

Vi forventer, at der arbejdes i en indledende proces med VisitHerning, at der afholdes 2-3 møder/workshops med aktører og at der laves et afrundende forløb med VisitHerning.

Forventet budget: 
100.000 - 200.000 kr. 

Deadlines:

Tilbud skal sendes til VisitHerning på sn@visitherning.com senest mandag 8/8 2022 kl. 10.00.

Udviklingsproces og konceptualisering skal gennemføres i 2022 og være afsluttet 15. november.

Vurdering:

VisitHerning vurderer indkomne bud ud fra følgende kriterier:
20% kompetencer og erfaring hos byder
40% forslag til opgaveløsning
40% pris

Alle bydere vil modtage svar indenfor 1 uge efter deadline.