
Deep Forest Art Land - Skovsnogen
Et eventyr midt i skoven
I Deep Forest Art Land mødes kunst og natur. Her kan I gå på opdagelse i det fri, tage på skovtur med familien og få en anderledes oplevelse.
Natur og kunst kan noget særligt sammen. Her er de mere end 80 værker en del af skoven og åbner for en levende og sanselig oplevelse. Her kan børn og voksne opleve, udforske og få noget at tale om sammen.
Ruten fører jer gennem et kuperet landskab med å, eng og spor fra istiden. Undervejs dukker værkerne op mellem træer, lysninger og skovbund, og oplevelsen skifter hele tiden karakter.
Der er altid noget nyt at opleve. Skoven forandrer sig med årstiderne, og det samme gør mødet med værkerne. Et besøg om sommeren er ikke det samme som en tur i efterår, vinter eller forår. Deep Forest Art Land er også et sted i bevægelse, hvor I kan følge nye værker tage form, og hvor Skulpturkirkegården sidst på ruten giver ældre værker nyt liv i skoven.
Når I ankommer, begynder oplevelsen ved p-pladsen, hvor I kan orientere jer og tage et oversigts- og ekspeditionskort med. En markeret rute leder jer ad én planlagt vej gennem skoven, og turen kan deles op i to, så I selv vælger længde og tempo. Stien er grusbelagt og kan bruges til fods samt med barnevogn, kørestol og stok.
Undervejs er der gode muligheder for at holde pause. Ved start og midtvejs finder I handicapvenligt muldtoilet med pusleplads, og der er siddepladser flere steder på ruten — også under overdække, hvis vejret skifter. Undervejs møder I også legepladsen Skovsnogen, og I er velkomne til at tage madpakke eller kaffekurv med og nyde pausen i skoven.
Deep Forest Art Land er for børnefamilier, turister og alle, der søger en anderledes oplevelse i naturen. Et sted, der er køreturen værd — og som kan samle familien om dagens fælles eventyr.
Praktisk information
Adresse: Sdr. Omme Vej 29A, 6933 Kibæk
Rute: 5 km markeret oplevelsesrute formet som et ottetal. Turen starter ved p-pladsen syd for åen, fører jer gennem nordskoven, tilbage over åen og videre gennem sydskoven. Ruten består af en nordlig og en sydlig rundtur, som er cirka lige lange. Følg kort og pile undervejs.
Tilgængelighed: Stien er grusbelagt og kan bruges til fods samt med barnevogn, kørestol og stok. Bemærk, at den nordlige del er mere kuperet.
Faciliteter: Oversigtskort ved start, handicapvenligt muldtoilet med pusleplads, siddepladser, ophold under tag og legepladsen Skovsnogen.
Madpakke: Madpakke og kaffekurv er velkomne.
Hund: Hunde er velkomne i snor.
Entré: Frivillig entré 20 kr. pr. person. Det er en stor hjælp for os, hvis I har mulighed for at bidrage. Mobilforbindelsen i skoven kan være begrænset, så betal gerne på forhånd via MobilePay 176611.
Åben ild: Ikke tilladt ved almindelige besøg, men kan indgå som en del af et booket arrangement.
Organiserede besøg: Kontakt os, hvis I ønsker en guidet tur eller vil høre om mulighederne for en organiseret oplevelse i skoven.
Kontakt: info@deepforestartland.dk
Åbningstid: Hele året kl. 10.00 – 17.00.
Læs mere: www.deepforestartland.dk