©  photo_by:

Konstruktion og strik. Workshop

30. maj 2026 kl. 10.00 - 31. maj 2026 kl. 17.00.
Drømmer du om at strikke en sommerbluse, der passer præcis til dig i facon, længde og udtryk? På denne intensive 2-dages workshop arbejdes der med design og konstruktion frem for faste opskrifter, så deltagerne får redskaberne til at designe og strikke deres egen sommerbluse fra bunden.

Kurset henvender sig til letøvede strikkere, som kan strikke ret og vrang, og som ønsker større frihed i deres strik samt en bedre forståelse for pasform, beregninger og de valg, der opstår undervejs i processen. Undervejs introduceres forskellige teknikker som opslagninger, udtagninger og indtagninger.

Deltagerne lærer blandt andet at vælge garnkvaliteter til sommerstrik, tage mål og bruge dem aktivt, beregne korrekt størrelse ud fra strikkefasthed, vælge ønsket pasform samt arbejde med hals, længde og eventuelle ærmer. Der arbejdes løbende med justeringer, så blusen udvikler sig efter den enkeltes ønsker.

Workshoppen strækker sig over minimum 13 timer og veksler mellem fælles oplæg, individuelle vejledninger og tid til fordybelse i eget projekt. Alle deltagere modtager et kompendium, der kan bruges som støtte og inspiration efter kurset.

Hvis vejret tillader det, kan dele af strikkearbejdet foregå udendørs, og Højhusets atriumgård benyttes som opholdsrum i pauserne.

Program (vejledende)

Lørdag
10.00 Velkomst, kaffe/te og introduktion
10.30 Designproces og materialeforståelse
13.00 Frokost
14.00 Arbejde med pasform og beregninger
15.30 Eftermiddagspause
15.45 Fordybelse og individuel vejledning
18.30 Middag
Efter middagen er der mulighed for samvær i Pejsestuen og videre arbejde på eget projekt.

Søndag
08.00 Morgenmad for overnattende deltagere
09.00 Opstart og workshop
12.00 Frokost
13.00 Tilpasning og detaljer
15.00 Eftermiddagspause
15.15 Afrunding og individuel vejledning
17.00 Tak for denne gang

Til workshoppen tilbydes udvalgte garnpakker og tilbehør til kursuspris. Efter tilmelding modtager deltagerne information om garnkvaliteter og købsmuligheder. Det er også muligt at medbringe eget garn.

Underviser er Helle Birkmose Winding, uddannet fra Tekstilakademiet, med mange års erfaring inden for strik, konstruktion og undervisning.

Deltagerantal: minimum 12 og maksimum 24.