Vi arbejder i VisitHerning med ”Emotionelle kundetyper”. Teorien om emotionelle kundetyper arbejder med 4 typer af købsadfærd. Alle mennesker kan praktisere alle 4 typer af købsadfærd, men gør det på forskelligt tidspunkt, i forskellige situationer og endda i forskellige perioder i vores liv.
Den grønne kundetype er vores hoved-type. Det betyder, at vores generelle information og markedsføring er tilpasset denne købsadfærd. Det gør vi for at skabe sammenhæng i vores kommunikation. Prøv at forestille dig, at Coca Cola hver anden uge målrettede deres kommunikation til ældre mænd med interesse for lystfiskeri og den næste til yngre kvinder der var vilde med popmusik. Kommunikationen og reklamerne ville blive et rod og målgrupperne ville blive forvirrede over budskaberne. Derfor kan vi ikke tale til alle på en gang hele tiden. Men eftersom vi har flere kanaler og den digitale kommunikation i dag er så avanceret, så kan vi godt lave nichekommunikation samtidig med, at vi laver generel kommunikation.