Handelsliv med optimisme

Foto: Stefan Steinn

Truslerne mod handlen i fysiske butikker står i kø, hvis man skal tro billedet i medierne. Men sådan er det ikke i Herning. Her spirer optimismen.

Kim Lauritsen, herningCentret (tv.) og Allan Kristensen, Herning City (th.)

Der er sådan set nok at gå i gang med. Herning har over 300 detailhandelsbutikker og spisesteder. Og derfor er Hernings to førstemænd, når det kommer til handel heller ikke i tvivl: Herning er Midtjyllands førende handelsby, med to naturlige samlingspunkter - herningCentret og City.

”Vi supplerer hinanden vanvittigt godt. Der er noget til alle i Herning, siger chef for herningCentret”, Kim Lauritsen. Med 80 forretninger, 11 spisesteder, gratis parkering og søndagsåbent oplever han stor trafik fra hele landsdelen og også fra turister.

Og han bakkes op af lederen for Herning Cityforening, Allan Kristensen: ”Jeg bliver tit spurgt om, om jeg ikke er træt af konkurrencen fra herningCentret. Og nej, det er jeg ikke. Jeg synes, vi kan noget godt sammen, som kan lokke flere til”, siger han.

Flere oplevelser i fremtiden

De dystre forudsigelser står nærmest i kø, når talen falder på detailhandlens fremtid. Og både Allan Kristensen og Kim Lauritsen er enige om, at der skal arbejdes for at udvikle den fysiske butik, men der er også masser af muligheder for at fremtiden tilhører detailhandlen. Oplevelser er én af dem.

”Vi skal ikke bruge ti sekunder på at bekæmpe nethandlen. Vi skal tænke både byen og centret som forsamlingshuse for handel, hvor folk møder hinanden. Vi skal tro på god service og vejledning. Der er stadig brug for, at man kan mærke det, man køber, og så er der jo omgående levering”, siger Kim Lauritsen.

”Og så skal vi tilføje noget mere til oplevelsen. Det kan være, at vi skal bringe varerne ud til folk. Måske skal de have vasket deres bil, mens de handler hos os. Der er masser af muligheder”, siger han.

Ny bydel på vej

Tæt på Hernings centrum er en ny bydel på vej. Når et nyt storhospital står klar i udkanten af Herning, så flytter det gamle hospital ud af midtbyen, og efterlader helt nye muligheder tæt på centrum.

”Det bliver et boost, at der kommer til at bo flere mennesker tættere på centrum. Jeg tror, at det vil give hele vores by et løft og en endnu bedre oplevelse når man bruger byen”, siger Allan Kristensen.

Og Kim Lauritsen nikker igen. Selv om de to kæmper om de samme kunder, så er de også kolleger. Deres mission er, at gøre Herning attraktiv for så mange som muligt, og det går bedst, når man samarbejder.

”Men bare rolig. Vi er også konkurrenter”, forsikrer Allan Kristensen. ”Men vi er nok mere herningensere end vi er konkurrenter. Det gør en forskel.”

Shop i Herning

Når shoppelysten melder sig, har Herning alt, hvad du har brug for. I området omkring Østergade, Bredgade og Fonnesbechsgade i Herning midtby finder du et bredt udvalg hos de mere end 200 forretninger og spændende specialbutikker, mens herningCentret byder på 80 af slagsen. I centeret kan du shoppe i ly for det lunefulde danske vejr.