
Thomas Warberg - Du har det ikke fra mig
Lørdag 9. Marts 2024 kl. 19.00.
Den populære og anmelderroste standupper Thomas Warberg er parat med det nye show ’Du har det ikke fra mig’, som du nu kan opleve i MCH Herning Kongrescenter.
Der er gået over to år siden hans seneste show, og hold nu fast, der er sket meget på de to år. Pandemien er ovre, der er krig i Europa – og i en ganske anderledes boldgade har Thomas Warberg fået konstateret forhøjet kolesteroltal. Derudover er han blevet far, er begyndt at se reality, han har været på restauranten Noma, har fået nyt badeværelse – og så er han begyndt at tænke på, at han måske er halvvejs i livet. Er alting egentlig blevet, som han gerne ville have det? Hvad er meningen med det hele? Er han blevet den bedste udgave af sig selv? Er samfundet? Burde det hele i virkeligheden være meget bedre?
De store spørgsmål står i kø. Men måske er det bedste svar, at vi bare mødes og får grinet lidt af det hele? Det er i hvert fald Thomas Warbergs konklusion på tingenes tilstand. Og i hans selskab er publikum garanteret et medrivende og lattervækkende frikvarter fra hverdagen – med skæve vinkler, spøjse kommentarer og friske øjne på vores fælles virkelighed.