Landsbyfesten

15. august 2021 kl. 12.00 - 16.00. 

Søndag den 15. august er det igen tid til den traditionsrige landsbyfest på Frilandsmuseet Herning. Medbring familien og madkurven og tag på søndagsudflugt i det grønne med smagsprøver, gamle lege og gammelt håndværk, fortællekoncert og meget andet. Der vil i eftermiddagens løb være masser af aktiviteter for både børn og voksne.

Kl. 14.00-14.45 underholder Gamle Danske Dyrefabler med deres fortællekoncert med gamle danske dyrefabler. Dyrefablerne er oprindeligt indsamlet i sidste halvdel af 1800-tallet af Evald Tang Kristensen, der i dag anses for at være den største folkemindesamler i den vestlige verden. Hør om ræven, der inviterer storken til middag og serverer suppe i en flad tallerken. Eller den slemme ged, den kloge ugle, den dumme ulv, tudsen der vil giftes og den lille kylling. I løbet af fortællekoncerten bliver børnene inviteret ind som deltagere med både lyde, dans, sang og bevægelse.

Tag familien med på en oplevelsesrig søndagsudflugt i Hernings 1800-tals landsby.

Der er gratis entré for både børn og voksne.