VisitHerning

Keld og Hilda, 60+40=100 år

Søndag 12. september 2021 kl. 14.00. 

Keld og Hilda fejrer jubilæum med anekdoter og koncert i Herning.

Danmarks vel nok mest kendte syngende ægtepar, Keld og Hilda Heick kan i 2021 fejre et bemærkelsesværdigt 100-års jubilæum. Her er det nemlig 60 år siden, at Keld Heick fik sin debut som musiker og 40 år siden, at Hilda for første gang optrådte offentligt med Keld.

Det skal fejres, og derfor har den berømte og folkekære dansktop-duo allieret sig med én af Danmarks dygtigste akkompagnatører, Mickey Pless (bl.a. kapelmester i Nykøbing Falster Revyen) i et imponerende 100-års jubilæumsprogram med evergreens og anekdoter, som kan opleves 12. september 2021 i MCH Herning Kongrescenter.

Tidsrejse: fra pigtråd til Melodi Grand Prix
Det erfarne entertainer-ægtepar betragtes som en institution i dansk musikliv – og det med rette. Publikum kan glæde sig til en musikalsk tour de force gennem deres lange karriere. Der bliver budt på pigtrådstoner fra tiden, hvor Keld blev danmarksmester i pigtråd (1965), og publikum får historien om, hvordan bandet Keld & The Donkeys skrev dansk musikhistorie og formåede at fusionere pigtråd med schlager-musik i hits som ’Ved landsbyens gadekær’ og ’Jeg ringer på fredag’.

For sjov medvirkede Hilda på indspilningen af Keld & The Donkeys-hittet ’Do You Speak English’. Det blev en kæmpe-succes, og arrangører begyndte at efterspørge, om Hilda måske kom med til koncerterne og sang hittet. Det nægtede hun kategorisk, men efter fem års forsøg lykkedes det Keld at overtale hende, og 6. februar 1981 stod Keld og Hilda sammen på scenen for første gang.

Fortællinger fra et langt liv på landevejen
Der bliver også masser af Melodi Grand Prix-nostalgi, når hele Danmarks Mr. Melodi Grand Prix, som for øvrigt mener at have skrevet flere end 2000 sangtekster, fortæller anekdoter. Hele 32 gange har han haft sange med i Det danske Melodi Grand Prix, nogle af gangene med Hilda ved sin side.

Keld og Hilda, som sammen har udgivet 12 albums, vil også undervejs krydre den musikalske fortælling med andres sange, der har en speciel betydning for parret, ligesom de vil fortælle om pudsigheder fra et langt liv på landevejen. For sammen har de turneret landet rundet og givet tusindvis af koncerter.

Det bliver en fornøjelig musikalsk stund med smil på læben og nostalgiske genhør sammen med Keld og Hilda og Mickey Pless i MCH Herning Kongrescenter.