skip_to_main_content

Jan Gintberg - ekstra show

Torsdag 24. februar 2022 kl. 19.00. 

Død eller Leende’ er et stærk satirisk og personligt show om at huske ikke kun at overleve, men også at leve, imens man overlever. Selvfølgelig bliver showet i Herning tilsat bizarre afstikkere til alt fra Glyngøre-håndsprit, presse, politik, procenter, privilegieblindhed og andre ting med ’p’. Herunder den – med komikerens ord – evige og nu også hidsige polokamp mellem kønnene. 

- Jeg betragter det som min livsopgave som komiker at minde folk om, at grinet er et ret unikt smøremiddel, som vi mennesker har udviklet. Efter en af de mere triste og langstrakte perioder i historien, er det tid til, at vi kommer ud af ekkokamrene og vælger mellem latteren eller et forholdsvis trist liv i sort/hvid, siger Jan Gintberg.

Garvede Gintberg med glimt i øjet
Jan Gintberg har optrådt som standupkomiker siden 1992. Han fik sit folkelige gennembrud i 1997, da han medvirkede i radioprogrammet ’Tæskeholdet’ på DR P3. Siden er det blevet til en lang række populære shows samt tv-programmer, hvor han rejser rundt i landet og tager temperaturen på danskernes liv og humor – og griner med dem. Han er kendt for at vende tingene på hovedet, få os til at grine og spidde os lidt – med sit velkendte glimt i øjet. 

Lige nu har danskerne fornøjelsen af den 57-årige komiker i DR1-serien ’Gintberg – De sidste Patriarker’, og i efteråret kunne man – til stor morskab for mange tv-seere – følge komikeren i jagten på lokale opfindere i ’Gintberg, Eskelund og den Dybe Tallerken’. 

Der er således udsigt til masser at grine af, når Jan Gintberg lægger vejen forbi MCH Herning Kongrescenter med comedyshowet ’Død eller Leende’ 24. februar 2022.