©  Foto:

Indra

12. marts 2024 kl 20.00.

En gang imellem hører du en ny plade af en kunstner, som du ikke har hørt før, og så sender den bare kuldegysninger ud i hele kroppen. Indra Rios-Moore er en af de artister, som med sikkerhed kan få dig til at føle sådan.

Indra blev født af en puertoricansk socialarbejder og den sorte jazzbassist Donald Moore, og hun tilbragte derfor sin barndom og ungdom i en imaginær verden skabt af sin mors omfattende pladesamling bestående af jazz, soul og rock.

Som bare 13-årig vandt hun et stipendium og startede på Mannes College of Music, hvor hun udviklede sin sopranstemme. Samme år begyndte hun at deltage i Village Harmonys sommerlejr i det nordlige Vermont. Det betød, at hendes teenageår blev brugt i en musikalsk parallel tilværelse: Fyldt med klassiske arier fra skolen og traditionelle amerikanske folkemelodier og gamle Balkan-folkesange fra sommerlejre i Vermont.

Senere, mens Indra arbejdede som servitrice på en vinbar i Brooklyn, mødte hun den danske jazzsaxofonist Benjamin Trærup, som hun i 2007 dannede en trio med. Tredje musiker var Thomas Sejthen.

I 2012 vandt hun en Danish Music Award for bedste jazzvokalalbum, i 2015 blev hendes ’Heartland’-album kåret som et af årets bedste jazzalbums af Londons Sunday Times og The London Telegraph – og i 2022 udgav hun endelig opfølgeren ’Freedom Road’, som giver anledning til at besøge Fermaten endnu engang.