©  Foto:

DM-ugen 2024

20. - 23. juni 2024.

Den succesrige DM-uge, hvor over 200 danske mestre skal findes i en lang række forskellige idrætsgrene, skal i 2024 og 2026 afholdes i Herning Kommune.

DM i et væld af forskellige idrætsgrene på torvet midt i Herning centrum, DM i en lang række vandsportsgrene på Fuglsang sø, endnu mere sport i fantastiske omgivelser i og omkring kunstmuseet HEART og folkefest med sporten i centrum i hele Herning Kommune.

Det bliver virkeligheden, når DM-ugen i 2024 rykker til Herning Kommune.

DM-ugen blev første gang afholdt i 2022 i Aalborg og blev en bragende succes, der gentages til sommer i Aalborg 2023. Og til 2024 bliver det så Herning, der skal lægge byrammer, idrætsfaciliteter og kulturinstitutioner til den enorme idrætsbegivenhed.

Sport og folkefest
Herning er blandt andet blevet tildelt værtskabet for DM-ugen på grund af byens evner til og erfaring med at koble store sportsaktiviteter sammen med folkefest og underholdning i byens rum, som tilfældet har været med tidligere afholdte kæmpeevents i Herning eksempelvis VM i håndbold, VM i ishockey og VM i ridesport.