Det Store Nisseroderi - Klosterlund Museum

21. november - 20. december 2020 i museets åbningstid.

Hjælp - vi har mosenisser! 

I denne tid vågner nisserne. Nisser er søde, men det er ikke altid, at deres drillerier og magi er godt for os mennesker. Tværtimod!

Især på museer er nisser faktisk et stort problem. De ødelægger nemlig museets arbejde ved at lave rod i tingene. I øjeblikket er der en hel sværm af nisser løs på vores museer. Nisserne bytter rundt på årstal, laver vrøvlehistorier og sætter deres fedtede nissefingre i vores udstillinger.

Tag familien med og hjælp os med at opklare det store nisseroderi. Når I har klaret opsporingen, får I et nisse-kit med hjem. I får også et lod med i den store nisse-lodtrækning, som finder sted d. 21. december. Der er flere præmier på højkant, bl.a. gaveposer med egenproducerede varer fra museet, flotte nisser sponsoreret af Maileg og gavekort til Herning City.

Det store nisseroderi foregår på alle vores fem museer: Tekstilmuseet, Klosterlund Museum, Herningsholm Museum, Vester Palsgaard Skovmuseum  og Frilandsmuseet Herning i perioden d. 21. november til d. 20. december – i museernes åbningstid.

Alle fem steder er nisserne og opklaringen forskellig. Vi har både skovnisser, tekstilnisser, slotsnisser, mosenisser og frilandsnisser! På hvert museum, får I altså et unikt nisse-kit med hjem, og besøger I flere af vores museer, kan I til sidst samle en hel nisse-familie. Jo flere steder I deltager, jo større er chancen også for at vinde en gave i den store nisse-lodtrækning.

SÅDAN GØR DU:

  1. Tag hen på museet i vores åbningstid. Klosterlund Museum har åbent onsdag - torsdag kl. 10.00 - 16.00. Søndag kl. 12.00 - 16.00. 
  2. Henvend dig til museumsværten og få udleveret en vejledning i nisse-oprydning på museer.
  3. Følg instruktionerne på din vej rundt i udstillingerne.
  4. Når du har gennemført oprydningen, vinder du et nisse-kit, du kan tage med hjem. Samtidig får du et lod i den store nisse-lodtrækning, hvor du bl.a. kan vinde gaveposer med egenproducerede varer fra museet, flotte nisser sponsoreret af Maileg og gavekort til Herning City.
  5. Du får forskellige nisse-kit og flere lodder i puljen ved at besøge flere af vores museer.

Vi glæder os til at se jer.

Se mere og se museernes åbningstider på museummidtjylland.dk.