Gå til indhold
©  Foto:

Andrew Lloyd Webber Musical Gala

Onsdag 6. marts 2024 kl. 20.00. 

Det storslåede og anmelderroste show ’Andrew Lloyd Webber Gala’ vender nu tilbage til MCH Herning Kongrescenter. De fleste danskere genkender og holder af den engelske musical-maestros musik, og både musicalelskere og musikelskere generelt kan se frem til en skøn oplevelse med herlige genhør med klassikere fra Andrew Lloyd Webbers store bagkatalog. Det bliver en unik musikalsk rejse med kræs for både øjne og ører, når Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musik fortolkes af et velspillende orkester, en række internationalt anerkendte solister og et syngende og dansende ensemble i et fantastisk show, der byder på farverige kostumer og et spektakulært lysshow.

Publikum kan glæde sig til at opleve et uddrag af flere af Andrew Lloyd Webbers mesterværker, heriblandt ‘The Phantom of the Opera’, ‘Cats’, ‘Jesus Christ Superstar’, ‘Evita’, ‘Sunset Boulevard’, ‘Starlight Express’, ‘Aspects of Love’, ‘Love Never Dies’, ‘Song and Dance’ og ‘Requiem’. Andrew Lloyd Webber er en af de største musicalkomponister nogensinde, og hans værker rummer hele følelsesregisteret: fra kærlighed og forførelse, humor, vrede og grådighed til mod og håb. Derfor er der noget for alle at spejle sig i og blive rørt af, mens man nyder den smukke musik, svøbt i lækkert lys og koreografi.

Musical-ridderen, som er kendt og elsket i hele verden

Den britiske musicalkomponist Andrew Lloyd Webber (født i London 22. marts 1948 som søn af komponisten William Lloyd Webber) tog verden med storm i 1970'erne og 1980'erne med sine succesfulde produktioner sammen med forfatteren Tim Rice. Deres første store succes var musicalen ‘Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat’ fra 1968, hvorefter de i fællesskab blandt andet skabte ’Jesus Christ Superstar’ og ’Evita’. Senere komponerede Andrew Lloyd Webber populære værker som ’Cats’, ’Starlight Express’ og ’The Phantom of the Opera’ sammen med andre forfattere. Alle hans musicals har i mange år spillet på Londons store teatre samt på scener verden over. Hans musicals ‘Evita’, ‘Jesus Christ Superstar’ og ‘The Phantom of the Opera’ er desuden blevet filmatiseret, ligesom han har komponeret musik til flere film. Andrew Lloyd Webbers betydning for kulturlivet blev anerkendt fra højeste sted, da han blev slået til ridder i 1992.

Da ’Andrew Lloyd Webber Gala’ senest besøgte MCH Herning Kongrescenter i februar 2023, skabte showet smil på læben og nostalgiske øjeblikke blandt et begejstret publikum. Invitér familie og venner med til en unik oplevelse med nogle af verdens største musikalske værker.

Tidsplan
Kl. 17.00: Restaurant Teater Kælderen åbner
Kl. 20.00: Show 1. afd.
Kl. ca. 20.55: Pause på ca. 20 minutter
Kl. ca. 22.15: Showet forventes at slutte

Se restauranter og caféer i Herning her

Share your wonders: