Andrew Lloyd Webber Gala

Torsdag 18. februar 2021 kl. 20.00.

Andrew Lloyd Webber vender tilbage med et storslået show i Herning.

Det bliver en musikalsk rejse ud over det sædvanlige, når en af de største musicalkomponister nogensinde, Andrew Lloyd Webber, bliver hyldet i MCH Herning Kongrescenter 18. februar 2021.

Hyldestshowet, Andrew Lloyd Webber Gala, kommer til MCH Herning Kongrescenter 18. februar 2021 for at hylde den britiske musicalkomponist gennem et forrygende uddrag af hans store mesterværker såsom ’Jesus Christ Superstar’, ’Phantom of the Opera’, ’Cats’, ’Evita’ og ’Sunset Boulevard’.

I det storslåede show bliver Andrew Lloyd Webbers musik fortolket på smukkeste vis af en gruppe talentfulde kunstnere – heriblandt fire internationalt anerkendte sangere, otte dansere samt et 14 mand stort orkester, der er sammensat af den tyske kapelmester Matthias Suschke. Sammen med en fortæller bliver publikum taget med på en rejse gennem Andrew Lloyd Webbers musicalunivers, der både rummer kærlighed, forførelse, romantik, humor, vrede, grådighed, mod, håb og inspiration.

Udover den musikalske underholdning er showet krydret med farverige kostumer, store projektioner og et forrygende lysshow.