©  Foto:

Column

Herning Folkeblads Fond fandt i forbindelse med Herning Folkeblads 140 års jubilæum det store checkhæfte frem og forærede byen et Cronhammar-værk.

Mediehuset Herning Folkeblad rundede 140 år i 2009 og flyttede samtidig ind i det nye mediehus.

Mediehuset ønskede at markere jubilæet ved at forære byen et kunstværk, og her faldt valget på byens store billedhugger, Ingvar Cronhammar.
Cronhammar har gennem mange år formået at lave værker, der pirrer nysgerrigheden, er lettere foruroligende og aldrig ligegyldige. Samtidig har de ofte et teknisk element i sig, og det harmonerer meget godt med en virksomhed, der er nødt til at være på forkant med den teknologiske udvikling.
 
»Column« er titlen på værket - det er engelsk og kan meget passende betyde både »søjle« og »klumme«. Oprindeligt var det meningen, at skulpturen skulle placeres midt i gågaden ud for det nye mediehus, men det har været nødvendigt at rykke den lidt ind til siden, så brandvejen kan holdes fri.
 
»Column« er en syv meter høj søjle med en diameter på 73,34 centimeter - hverken mere eller mindre. Søjlen er i højderetningen delt i 12 buer med spejleffekt og herimellem 12 »lysstriber« - lyset flytter sig roligt hele søjlen rundt med et skifte hvert minut.
Ud fra søjlen går der tolv, syv meter lange metalprofiler i forlængelse af lysstriberne, således at lyset løber ned ad søjlen og stråler ud på fortovet.
 
Som altid er Cronhammars værker pivåbent for fortolkninger, men Herning Folkeblad ser det som en reminder til både borgere og presse om at tage ytrings- og pressefriheden alvorligt og værne om demokratiet - 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Og så minder den indbyggede tidsfunktion om, at deadline altid nærmer sig.